Nyhed! IKA og RUC tilbyder ny Masterclass i Offentlige Indkøb
Vi er glade for at præsentere en spændende mulighed for dig, der ønsker at tage dine færdigheder som offentlig indkøber til det næste niveau. IKA og Roskilde Universitet (RUC) samarbejder om at tilbyde Masterclass i Offentlige Indkøb - en ECTS-givende uddannelse, der fokuserer på strategisk indkøb og værdiskabelse.
Masterclass i Offentlige Indkøb er skræddersyet til erfarne indkøbere, der allerede besidder grundlæggende viden om jura og udbudsregler. Uddannelsen tager dig med på en rejse ind i en verden af strategisk indkøb og værdiskabelse med udgangspunkt i nobelprisvindende økonomisk teori og international forskning i kontraktstyring.
INDHOLD
Det intensive program bygger videre på din eksisterende viden og giver dig konkrete redskaber til at udøve markedsledelse, designe incitamenter og udvikle din kommercielle forståelse. Masterclass'en fokuserer på spændende temaer som:
Hvordan offentlige indkøb kan bruges strategisk til at skabe offentlig værdi.
Løsning af udfordringer i en informationsbegrænset verden.
Psykologien bag kontrakter og hvordan man kan forstå leverandørernes adfærd.
Opbygning af stærke relationer til leverandører gennem hele udbuds- og kontraktprocessen.
Masterclass i Offentlige Indkøb er certificeret til 5 ECTS på masterniveau. Du arbejder undervejs i forløbet med en case fra egen praksis, som du får sparring på fra de øvrige deltagere og underviser. Forløbet afsluttes med, at du afleverer din oprindelige casebeskrivelse, dine refleksioner efter hvert undervisningsmodul nedfældet i et udleveret skabelondokument samt din endelige, tilrettede case. Deltagerne, der gennemfører uddannelsen, modtager et kursusbevis som dokumentation for deres færdigheder.
Læs mere og ansøg om din plads allerede i dag.
HVEM KAN DELTAGE
Masterclass i Offentlige Indkøb henvender sig til indkøbskonsulenter, udbudskonsulenter, udbudsjurister, contract managers, indkøbs- og udbudschefer og lignende stillinger i den offentlige sektor. For at kunne optages på uddannelsen skal du have en gennemført bacheloruddannelse og minimum 2 års erfaring som offentlig indkøber eller i en tilsvarende indkøbsfunktion. Hvis du ikke opfylder disse kriterier, kan du stadig ansøge om deltagelse, og vurderingen vil blive foretaget af Roskilde Universitet.
Vi tilbyder to separate hold med forskellige opstartstidspunkter:
Hold 1: Foråret 2024: Dette hold er målrettet deltagere fra statslige organisationer, offentlige indkøbscentraler, rådgivere og lignende.
Hold 2: Foråret 2025: Dette hold er sammensat med deltagere fra kommuner, regioner og lokalt ejede offentlige forsynings- og trafikselskaber.
DANSK ERHVERV BAKKER OP
”Det er et fantastisk initiativ af IKA og RUC med en ECTS-berettiget uddannelse i offentlige indkøb. I Dansk Erhverv har vi længe haft et ønske om en sådan uddannelse. Stor ros for det kommercielle perspektiv og fokus på relationen til leverandører, for de gode løsninger kommer af et gensidigt stærkt samarbejde mellem offentlig og privat”. Morten Jung, markedschef, Dansk Erhverv.
YDERLIGERE INFORMATION
Kurset undervises af to erfarne undervisere med mange års forskning i offentlige indkøb. Begge underviserne har undervist på masterniveau og har modtaget topevalueringer for deres tilrettelæggelse, formidling og praksisnære undervisning.
Spørgsmål til tilmelding, praktisk afvikling og kompetencevurdering: Kontakt Christine Zacho. E-mail: czacho@. ruc.dk
Spørgsmål til kursets faglige indhold: Kontakt Professor Ole Helby Petersen. E-mail olehp@. ruc.dk