Verdens Bedste Indkøber 2022 – sidste chance for at afgive din stemme!
Nu kan du stemme på de tre finalister til prisen Verdens Bedste Indkøber 2022. De har alle gjort en særlig indsats for at bidrage til ét eller flere af verdensmålene gennem deres indkøb og et tæt samarbejde med leverandører.
Årets finalister er Sinatur Hotel & Konference, Høje-Taastrup Kommune samt de fem danske regioner (Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark, Region Sjælland, Region Hovedstaden) og Danske Regioner i samarbejde med AMGROS.
Stem på din favorit
Du kan stemme på din favorit frem til onsdag d. 25. januar her. Prisen uddeles den 1. februar, hvor Forum for Bæredygtige Indkøb (Forum) og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb (POGI) holder årskonferencen. Se programmet for dagen på www.denansvarligeindkober.dk/aarskonferencer.
Stort potentiale for mere bæredygtighed i leverandørkæderne
Det er fjerde gang, at Verdens Bedste Indkøber bliver hædret med en pris, som uddeles til en virksomhed, organisation eller institution, der har ydet et særligt bidrag til verdensmålene gennem ansvarlige indkøbsinitiativer. Danske virksomheder, organisationer og offentlige indkøbere har gennem deres indkøb
markant indflydelse på, hvordan vores forbrug belaster klima, miljø og mennesker. Alene den offentlige sektor køber ind for ca. 380 mia. kroner om året – bare i Danmark.
Indkøbsmusklen kan drive en fair grøn omstilling og her er fokus på bæredygtighed, skalérbarhed og effekt samt nytænkning nøgleord. Det er netop de tre kriterier, som årets finalister er blevet udvalgt efter.
Tre veje til mindre klimaaftryk
De tre nominerede til årets pris arbejder på hver deres måde med at gøre en indsats for verdensmålene.
Fællestræk hos de nominerede er genanvendelse og tæt samarbejde med leverandører.
- Høje-Taastrup Kommune har ved at skifte fra lejemåtter til ejemåtter i kommunens 75-80 institutioner sparet 20.000 kørte kilometer og et beregnet CO2 udslip på 4 tons årligt. Løsningen har været at købe bæredygtige cirkulære måtter fra BBN Nordic ApS, som er fremstillet via opsamling og genbrug af efterladte fiskenet (Ghost Nets) i verdenshavene. Rengøringen af måtterne sker lokalt og nemt ved støvsugning og hvis meget nødvendigt med spuling af vand, hvorved kommunen sparer både transport og kemikalier. Projektet understøtter verdensmål (6, 11, 12, 13 og 14).
- Sinatur Hotel & Konference har på tværs af deres seks hoteller etableret en indkøbsgruppe, der har kortlagt alle leverandører og set deres værdisæt efter i kortene. Omdrejningspunktet har været udarbejdelse af et leverandørkodeks, der tydeliggør de mål og forpligtelser Sinatur stiller til sine leverandører. For at løfte sine leverandører afholder Sinatur løbende workshops, så de leverandører der måske ikke selv har midlerne til at styrke deres bæredygtighedsprofil alene får hjælp og støtte fra Sinatur.
- De fem regioner (Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark, Region Sjælland, Region Hovedstaden) og Danske Regioner i samarbejde med AMGROS er gået sammen om at udarbejde Nordiske kriterier for mere bæredygtig emballage i sundhedssektoren. Formålet er at få leverandører til sundhedsvæsenet til at bruge mindre mængder emballage og dermed understøtte en udvikling mod mere klima- og miljømæssig bæredygtige emballager. Der har fra begyndelsen været tæt dialog med nordiske indkøbere og brancheforeningen Medicoindustrien for at sikre den størst mulige miljøgevinst, samt at markedet er med. Projektet understøtter verdensmål 12.2, 12.5 og 12.7.
Verdens Bedste Indkøber-prisen er indstiftet af IKA, Miljøstyrelsen, Etisk Handel Danmark, Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlig Grønne Indkøb. Se tidligere vindere her.